Meditationscenteret og omgivelserne

Mere end et kvart århundredes meditativ praksis har givet stedet en stemning af skønhed, intensitet og fred. Bygningen ligger i rolige, landlige omgivelser i Gedved i Østjylland.

Tigerens Rede blev opført i 1987-88 som en 9-kantet undervisningsbygning på 246 m². I 2009-10 blev stedet udbygget til det dobbelte areal med nyt køkken, spiseareal, fyrhus samt et større meditations- og undervisningslokale, kaldet DugDråbeSalen. Tigerens Rede opvarmes udelukkende med vedvarende og bæredygtige energikilder i form af brændefyr og solfangeranlæg.


DugDråbeSalen

DugDråbeSalen er stedets hjerte og her undervisningen foregår. Mødet med DugDråbeSalen berører mange mennesker. Her kan man opleve sin egen længsel efter stilhed, tomhed eller bevidsthedens befrielse og måske få en direkte erfaring med disse avancerede aspekter af meditation.

Den avancerede meditation har forskellige navne i forskellige traditioner. På Tigerens Rede kaldes den DugDråbeMeditation, hvilket peger på meditationens enkelhed og klarhed. Samtidig viser navnet, at sprækkerne ind i den avancerede meditation er flygtige og lette at overse – ligesom dugdråber en tidlig efterårsmorgen i naturen. Skal du have glæde af dem, må du stoppe op, være til stede et øjeblik og nyde naturens skønhed og rigdom.

 

Urtehaven, Marken og Søjleskoven

Haven omkring Tigerens Rede støder op til Marken, Urtehaven og Søjleskoven, og når man er til undervisning, er man velkommen til at benytte sig af de smukke og rekreative omgivelser.

Urtehaven er en økologisk dyrket have på 4.000 m² på en sydvendt skråning, med mange dejlige steder, hvor man kan finde fred og ro. Urtehaven ligger på Marken, som er på ca. 8.500 m². Området fungerer som et socialt samlingssted for voksne og børn med tilknytning til Tigerens Rede.

Søjleskoven blev plantet i 2015 på et jordstykke ved siden af Marken ud fra ønsket om på sigt at blive selvforsynende med træ til Tigerens Redes brændefyr, og samtidig etablere et større rekreativt område. Søjleskoven har en mangfoldig plantesammensætning med over 30 arter træer og buske fra den danske natur.

Arbejdsdage og havedage

Alle er velkomne til at deltage i arbejdsdage og havedage på Tigerens Rede. Her samarbejdes omkring vedligeholdelse af stedet, madlavning til fællesspisning, pasning af haven mm. Der er også mulighed for at deltage i meditation morgen eller eftermiddag samt fællesspisning.

For konkrete datoer og tilmelding se mere her