Om tantra

Tantra - er det ikke noget med sex? - vil mange nok spørge. Jo, det kan det være, men det er også en tilgang til livet, som handler om at træne åbenhed og evnen til at være i proces med livet, sin partner, seksualiteten og kærligheden. I tantra må man give slip på kontrol, magtkampe, succeskriterier, normer og vaner, og i stedet lære at følge energiens bevægelser. Når sex bliver en del af en tantrisk tilgang, så skifter sex fra at være et mål til at blive et middel til bevidstgørelse og frigørelse af stagneret lyst, libido, ånd og kraft.

 

Tantra på mange niveauer

Essensen i tantra er energibevidsthed, og evnen til at navigere i livets forandringer. Alle kan arbejde med tantra, lidt eller meget, afhængig af hvad man har lyst til. Vægten i undervisningen på Tigerens Rede ligger på proces og ikke på teknik eller form. Kan to mennesker bringe deres liv i proces i forhold til sex, kærlighed og spiritualitet er det godt, og så er det mindre væsentligt hvordan, de når frem til det.

 

Tantra handler om at få parforholdet til at blomstre og være levende. Det kan være der er nogle forskellige forventninger eller barrierer i forhold til sex, krop og libido, som gør det vanskeligt. For andre kan det handle om at turde lukke sit hjerte op i tillid til et andet menneske, med al den sårbarhed det medfører. At arbejde tantrisk med en problemstilling giver ofte mennesker en oplevelse af, at få flere strenge at spille på. I stedet for at en forskellighed skal løses, kan det være man opdager en ny vej. Tantra sigter mod at bringe bevidsthed, polaritet og ligeværdighed ind i relationen, og det kan ske på mange niveauer.

 

På et mere avanceret plan kan meditation og tantra opleves som to sider af samme sag. Her kan man bruge tantra til på en afgørende måde at konfrontere og minimere sit eget ego eller til at transcendere det seksuelle begær – uden derved at miste den naturlige seksuelle lyst.

 

En opgave for nutidens tantra kan være at bringe balance mellem instinkt og spiritualitet. Spirituel praksis har traditionelt handlet om at søge opad mod Gud, himlen, det smukke og det rene, bort fra ondskaben, det grimme og det verdslige. Det giver let en skygge på det, som de nederste chakraer repræsenterer, nemlig aggression, instinkt, seksualitet samt hverdagen og det materielle. Erfaringerne fra tantraen på Tigerens Rede viser, at den procesorienterede tilgang kan generere energi og overskud i hverdagen med parforhold, familie- og arbejdsliv. Således handler tantra ikke blot om sex, men kan løfte og berige mange aspekter af livet.

 

Anne Sophies bøger om tantra

De første erfaringer med tantra på Tigerens Rede er beskrevet i bøgerne Lodret menneske i en vandret verden, "Tantra – sex, kærlighed og spiritualitet" og "Den Nye Tantra - forny din seksualitet og dit kærlighedsliv". Den tantriske proces er dog i fortsat udvikling, og de senere års erfaringer er samlet i "Tantrisk kærlighed - Berig dit liv med den nye tantra".

Tigerens Rede, Taktsang Denmark

Vestervej 4a, 8751 Gedved

kontor@tigerensrede.dk

CVR: 21509973

  • Grey Facebook Icon
  • Grey Instagram Icon
  • Grey YouTube Icon
  • Grey Vimeo Icon
  • Grey Twitter Icon
  • Grey LinkedIn Icon

Tilmeld dig vores nyheder