top of page
Stupa 8.1.2024E.jpg
received_385572234141229 (1).jpeg
unnamed (1).jpg
image.png

Lama Tshewang Rinzin er død

Tigerens Rede har mistet en betydningsfuld samarbejdsrelation og en god ven.
Lama Tsewang Rinzin døde af sygdom den 22. december 2023.

 


En betydningsfuld Lama

Lama Tshewang Rinzin var i mange år øverste Lama på klosteret Choedrak Gompa i Bhutan. Før Lama kom til Choedrak, var han 9 år i afsondret retreat. Han var så glad for at leve i enkelhed og meditation, at han måtte spørges tre gange, før han takkede ja til den ansvarsfulde post. Siden blev han forfremmet til Jakar Neten, den øverste spirituelle leder i regionen Bumthang med hovedsæde på Jakar Dzong.
 
Det er svært at give en fyldestgørende beskrivelse af Lamas betydning for Tigerens Rede. Han besøgte Danmark tre gange og var med til at arrangere rejser til Bhutan for Anne Sophie og Jukas samt flere af eleverne fra Tigerens Rede. Det lykkedes ham at invitere Dorje Lopen, der er Bhutans næstøverste religiøse overhoved, til Tigerens Rede i 2016 for at indvie stedets nybyggede stupa. Besøget gav også anledning til, at Anne Sophie i 2019 modtog en officiel anerkendelse af sit arbejde fra den øverste Buddhistiske myndighed i Bhutan. For at udbrede kendskabet til Anne Sophie og Tigerens Rede skrev Lama i 2022 desuden en bog, der blev oversat til engelsk. 


Et usædvanligt møde

Lama og Anne Sophie mødte hinanden første gang i 2007 under hendes rejse til Bhutan. Mødet skulle vise sig at få afgørende betydning for begge parter og række mange år frem. Trods de store forskelle i kultur og manglende fælles sprog genkendte Lama essensen i Anne Sophies meditation og anerkendte det arbejde, der sker på Tigerens Rede. Som han sagde: "Hun er ikke buddhist, men en stor buddhistisk lærer".


Afsked med Lama

Lama blev omkring 71 år. Den 8. januar blev han kremeret i en stupa konstrueret af træ, og selve ceremonien blev forestået af netop Dorje Lopen, der som nævnt er næstøverste religiøse overhoved i Bhutan. På samme tid blev der på Tigerens Rede holdt et minderitual, hvor stupaen blev dækket med hundredevis af levende lys i bidende frost.

Vi er Lama Tshewang Rinzin dybt taknemmelige for hans ihærdige arbejde for Tigerens Rede, for hans utrættelige støtte og for hans store kærlighed.

 


Ære være hans minde.

bottom of page