Fællesskabet


I Gedved bor ca. 60 voksne med daglig gang på Tigerens Rede. De er kursister, som er flyttet til byen for at følge Anne Sophies undervisning på tæt hold, for at deltage i de daglige meditationer og for at være en del af et kreativt, frodigt og dynamisk fællesskab.

Alle bor i ejerboliger eller lejeboliger, familier så vel som enlige, ingen bor i kollektiv, og alle er i arbejde, studerende eller på pension.

Aldersmæssigt fordeler gruppen sig fra midten af 20´erne til sidst i 60´erne. Desuden er der 17 børn mellem 0 og 18 år.

Disse mennesker har mulighed for at deltage i en eller flere af stedets 5 daglige meditationer. Desuden deltager de i den praktiske vedligeholdelse af Tigerens Rede og de udendørs arealer.

Meditation er kernen i og forudsætningen for alle aktiviteter på Tigerens Rede. Den kollektive proces giver mange læreprocesser og erfaringer knyttet til spiritualitet, meditation og bevidsthedsudvikling. Den handler dog også om at tage det almindelige livs udfordringer på sig med stor vågenhed og ansvarlighed – at være et lodret menneske i en vandret verden.

Med rod i tantraen udfolder der sig i disse år en stor frodighed knyttet til parforhold, ægteskab og familieliv, og mange små tigerunger kommer til verden.

Tigerens Rede har sin egen økologiske indkøbsforening, Kødets Lyst, hvor praktisk talt alt kan købes af medlemmerne. Her kan kursister også handle - sammen med et medlem.

Til fællesskabet hører også Marken og Urtehaven.

 

Om mantraet

Kærlighed er bevidsthed – Bevidsthed er kærlighed

Dette er Tigerens Redes vigtigste mantra. Det slår en tone an, som lyder gennem al undervisning på stedet. Meditationen bliver mest frugtbar i dit liv, hvis du har både hjerte og bevidsthed med. For at hjertet kan blomstre og udfolde sig, skal der være det højere perspektiv, som meditationen giver.

Bog om Den Nye Tantra


Den Nye Tantra

- forny din seksualitet og dit kærlighedsliv