Dette er ikke en aktivitet, men en tilstand.
Derfor føles det – set fra jegets synspunkt – tomt, ensomt, kedeligt, ligegyldigt, nytteløst, uproduktivt. Det kan ikke svare sig. Der er ikke spor tillokkende. Og jeget har jo ret. Det er med jegets eget liv som indsats, så jeget vil altid tilråde andre interesser og sysler.
Jeget elsker oplevelser. Der skal ske noget. Hvis man vil signalere, at man er hævet over de traditionelle materialistiske værdier, siger man, at man samler på oplevelser. I stedet for dyre møbler og biler investerer man i eksotiske rejser. Men det er det samme. Jegets begær og behov for underholdning er blot flyttet et nyt og trendy sted hen.
Vågenhed er tomhed, stilhed, nærvær. Der sker ikke noget, det ser ikke ud af noget, og der er ikke så meget at berette derfra. Men der er en intens livsfylde, som opleves meningsfuld, og uden hvilken sjælen ikke kan trives, hvis den først har smagt det – eller har stærke anelser om det. Livets strømmer gennem krop og sjæl, og man ser på det, som strømmer igennem lige nu, hverken mere eller mindre. Der er hverken fortid eller fremtid. Der er blot og bar væren.
Vågenhed er en svær vare at sælge, fordi der tilsyneladende ikke noget at købe – og den smule der er, kan vist ikke være meget værd.
Alligevel er der sat en pris: Prisen for vågenhed er jegets trang til at både fylde og forurene bevidstheden med indhold.
En af selvudviklerens fælder er spektakulære oplevelser.
Jeg vil gerne have et godt råd, en ny meditation, en stor drøm. Jeg vil have noget, som jeg kan mærke mig selv igennem. Som viser mig selv og andre, at jeg er i proces.
Og det er en stor hjælp på den spirituelle vandring, at vejen ind imellem billeddanner sig og afsætter følelsesmæssige aftryk.
Men der er en bagside ved oplevelser: Man tror, man er det, man oplever, at man kan det, der sker, at opgaven er løst. Men man skal huske, at oplevelsen skal lejre sig i hjertet som indsigt, før den kan efterleves med ansvarlighed i den fysiske og sociale virkelighed.
Den mere subtile fælde handler om at have ”de rigtige meninger”. For det er da godt og sympatisk at have velovervejede og fornuftige meninger, er det ikke? Men i tomheden er der ingen plads til meninger – end ikke de rigtige.
Meditation er en lang vandring. Vi kan mødes på et kursus, hvor vi mediterer, oplever og udveksler tanker og erfaringer. Det er godt. Det er nødvendigt. Men det er det daglige arbejde, som flytter. Og det er ikke mindst holdningen til det daglige arbejde.
Øvelse! Øvelse!
Hvor holder mit ego særlig godt fast?
Hvad er det særlig vigtig for mig at have kontrol med?
Hvor er mit begær?
Hvad er min største angst?
Så længe tanker og emotioner larmer, er der kun momentvis ro.
Det er træning, det er vedholdenhed; og det kræver en ydmyg og realistisk holdning.
Vågenhed, præcision og selvansvarlighed.
Det er der rig lejlighed til at træne hver time på dagen. Og jeg vælger selv.
Hvad fylder jeg mit liv, min tid og min bevidsthed med?
Hvad det end er – ansvaret er mit; det er mig, der står til regnskab.
Anne Sophie