Af Dorte Højgård Mathiasen
Anne Sophies kæphesteHvis sandheden skal for en dag, og det skal den i denne artikel, så har Anne Sophie en hel del kæpheste, som hun ynder at præsentere os for i sin undervisning. Og hun bliver ved med at gentage dem, indtil vi begynder at forstå, tage det til os og integrere det i vores almindelige liv. Som elev af Anne Sophie gennem elleve år begynder jeg efterhånden at have et overblik over Anne Sophies kæpheste, og der kommer hele tiden nye til. Den kæphest, jeg vil fortælle om her, handler om egoets plads i den spirituelle proces.
Denne kæphest plager mig en del fra tid til anden. Traditionelt set har det handlet om at hugge hovedet af egoet, hvis man ønskede at nå til de mere avancerede aspekter af meditation og transcendens. Men, som Anne Sophie siger, er dét ikke opgaven i dag.. I det samfund vi lever i nu, har vi brug for vores ego for at kunne fungere. Opgaven er ikke at afskaffe egoet totalt, men at nuancere det og minimere det. Lade det samarbejde med og stille sig til rådighed for spiritualiteten. Egoet skal kende sin plads, og den relevante plads er ikke midt i billedet, som personlighedens fokus og identifikationspunkt. Det er i stedet en mere ydmyg position, hvor egoet har status som en funktion, man kan tage frem, når der er brug for det. Og det er der altså ikke hele tiden (hører du efter, ego!). Det er ligesom en sekretær, der kun bliver ringet op, når referatet skal skrives rent og frokosten bestilles. Opgaven i forhold til at komme længere med avanceret meditation er at kunne forlænge de stunder, hvor egoet træder til side. Som Anne Sophie udtrykker det: At gøre egoet så hullet som en si, så spiritualiteten kan lyse mere og mere igennem os.
Hvem der bare var firs
Det var alt sammen meget godt, hvis man bare var firs år gammel og det eneste tidspunkt, man havde brug for egoet, var den ene gang om dagen, hvor hjemmehjælperen kom på besøg. Så havde man da tid og ro til at forlænge stunderne uden ego, for egofunktionen er kun sjældent nødvendig i den alder. Men er man i starten af trediverne, har småbørnsfamilie, fuldtidsarbejde og et ego, der skal udfoldes, så ser regnestykket straks lidt mere vanskeligt ud. Nogle gange længes jeg tilbage til den gamle spiritualitet. Da det var højstatus i spirituelle sammenhænge at sidde i retreat i tre år, tre måneder, tre uger, tre dage og tre timer. Hvor opgaven var at rive egoet op med rode én gang for alle. Det kan til tider virke langt mere overskueligt og enkelt, end den store opgave, der ligger foran os i dag.
Helt eller stykkevist og delt
Et af de store problemer er, at egoet aldrig egenhændigt kan bestemme at stille sig til side og samarbejde med det spirituelle. For egoets spidskompetence er at splitte tingene op, stykkevist og delt. Hvis egoet får lov at bestemme, er spiritualiteten en by i Rusland og egoet hovedstaden på den anden side af jorden, og de to byer lever i evig polarisering. Får spiritualiteten og instinkterne lov at bestemme skabes der sammenhæng og helhed, og her er også plads til egoet, så længe det kender sin plads. Der er altså behov for kontakt til et højere perspektiv, hvis egoet og spiritualiteten skal samarbejde.
Kan kæpheste trække vogne?
Jeg forestiller mig dette samarbejde afbilledet som en hestevogn. Selvet eller spiritualiteten er kusken egoet er hesten, og vognen er det projekt, der skal groundes. Hvis hesten og kusken samarbejder godt kommer vognen/projektet det rigtige sted hen. Det er selvet der styrer, og egoet får lov til at gøre en masse arbejde. For nogle mennesker ligger egoets ønsker og ambitioner tæt op ad det, den spirituelle proces vil med deres liv. Det er kun dejligt, at det nogle gange er sådan. Jeg har dog også erfaringer af, at egoets ambitioner vil noget helt andet end det, min helhed og spiritualitet vil. I de tilfælde er det, som om hesten pludselig tager biddet og styrter forvildet af sted i en vilkårlig retning, mens kusken må se forbavset til. Og det er først efter mange kilometer og et vink med en vognstang fra min spirituelle lærer og venner, at jeg får øje på miseren. Derefter forestår et oprydningsarbejde og tid til at komme tilbage på sporet igen.
NÃ¥r sandheden skal frem
Når sandheden skal frem, og det skal den jo i denne artikel, så elsker jeg Anne Sophie og hendes kæpheste. Trods alt mit brok, vil jeg for alt i verden ikke tilbage til klostrenes og tilbagetrækningens tid. For med den opgave, der ligger omkring ego og spiritualitet i dag, har vi mulighed for at få langt flere strenge at spille på og blive langt mere synlige på det samfundsmæssige niveau. Ikke som en ny religion, men i form af konkrete projekter med et højere perspektiv som fundament. Spirituelle mennesker skal ikke længere trække sig tilbage i elfenbenstårnet, men ud og bidrage til verden ud fra det perspektiv, som kontakten til det spirituelle giver. Og der er steder nok, som trænger til fornyelse og et højere perspektiv: børn og ældre, fødsel og død, parforhold og relationer. Det er bare med at komme i gang! Og på Tigerens Rede er der masser af inspiration at hente.
Anne Sophie er min lærer. Hun viser ikke en nem og velkendt vej fremad. Hun tager os i stedet ud på en ny og krævende bjergvandring, som bringer os til ukendt terræn. Jeg skal hele tiden stå på tæer for at følge med – og det er det, jeg elsker hende for. Hos Anne Sophie er det ikke den laveste fællesnævner, der sætter dagsordenen, ej heller en demokratisk beslutningsproces, men i stedet spiritualiteten og bevidsthedsevolutionens ubønhørlige driven os fremad.
